Få adgang til at følge indhold, og få besked, når der er nyt og opdateret indhold, som er relevant for dig.
Indhold er hentet
Case
”Det er okay at tænke stort”
Gennem Man on the Moon-projektet er Køge-virksomheden Innoliving blevet udfordret til at firedoble ambitionerne. Det blev en øjenåbner, der gav blod på tanden – og en tro på at en smal niche har potentiale for at brede sig internationalt.
Innoliving deltager i Change Zealand-projektet Man on the Moon, der skubber 20 sjællandske virksomheder i retningen af en omsætning på 1 milliard kroner. Bag Innoliving står Sebastian Sønderberg Hansen og Jonas Møller Andersen, der for 8 år siden læste sammen på CBS. Lige siden har de arbejdet på iværksætterdrømmen.
Indhold er hentet
Det kan godt være, der er langt til en milliard, men vores fælles drive, anerkendelsen og den vækst, vi har oplevet gennem de seneste år, har givet os mere blod på tanden – og vi tør godt tro på, vi kan nå rigtig langt.
Det var ikke bøger og forelæsninger, der alene stjal opmærksomheden, da Sebastian Sønderberg Hansen og Jonas Møller Andersen i 2014 læste på CBS. Med en fælles iværksætterdrøm og en ungdommelig evne til at spotte trends og tendenser stiftede de Innoliving.dk.
Otte år senere er iværksættereksperimentet blevet til en solid virksomhed med et bragende potentiale. Nu er de én blandt 20 sjællandske virksomheder, der indgår i et dedikeret vækstsamarbejde med målet om at nå en omsætning på 1 milliard kroner.
”Vi er to passionerede iværksættere, der virkelig gerne vil lykkes, og når vi ikke rammer plet i første forsøg, bliver vi ved, til vi lykkes. Det kan godt være, der er langt til en milliard, men vores fælles drive, anerkendelsen og den vækst, vi har oplevet gennem de seneste år, har givet os mere blod på tanden – og vi tør godt tro på, vi kan nå rigtig langt,” fortæller Sebastian Sønderberg Hansen, der foruden Innoliving også ejer GoRunner og Soundliving sammen Jonas Møller Andersen.
Fem skridt foran
Innoliving er en niche-webshop med innovative produkter inden for e-mobility, herunder elcykler, løbehjul, segboards, mv. Sortimentet dækker bl.a. over deres eget brand, GoRunner.
”Vi har altid været fem skridt foran og var nogle af de første i Danmark til at sælge og markedsføre elløbehjul. Derfor så vi et potentiale i at lancere vores eget e-mobility brand.”
Der er kamp om kunderne på det danske e-mobility marked, men ifølge Sebastian Sønderberg Hansen har Innoliving flere markante forspring.
”Vi er specialister inden for e-mobility og har fuldt fokus på den niche. Dels giver det mulighed for at sammensætte et spændende produktsortiment af gennemtestede firstmover-produkter. Dels kan vi tilbyde kunderne et højt serviceniveau i form af reservedele, eget værksted og avancerede manualer, så de selv kan nørde med deres produkter. Mange tilbagevendende kunder har givet os stor ros for, at vi er der hele vejen.”
Vi har oplevet stor vækst de seneste år, og ambitionerne vokser også. Selv om der stadig er et stykke vej til en milliardomsætning, tror jeg, det er afgørende, at vi tør italesætte ambitionerne og sætte barren højt.
Ud til influencergenerationen
Innoliving er født ind i en tid præget af marketingmæssig disruption, og det er en fordel for de digitalt indfødte iværksættere.
”Strategien er at ramme bredt digitalt med et marketingmiks af Google Ads og godt content på tværs af sociale medier kombineret med affiliate- og influencermarketing,” siger Sebastian Sønderberg Hansen og tilføjer:
”Vores unge alder er helt klart vores styrke. Vi er selv aktive på TikTok, Snapchat, YouTube og Instagram og følger med i, hvilke influencere der slår igennem. Derfor er det helt naturligt for os at navigere i de digitale marketingkanaler.”
Innoliving beskæftiger sig generelt med produkter indenfor e-mobility, der sælges både til private forbrugere, virksomheder og sundhedsvæsenet. Udover eldrevne løbehjul forhandles også el-cykler, Segboards og el-skateboards. Alt sammen under virksomhedens eget brand GoRunner.
Indhold er hentet
Udviklingsforløb fyrer op under vækstraketten
20 sjællandske virksomheder med et særligt skaleringspotentiale får chancen for indgå i et strategisk samarbejde med Erhvervshus Sjælland, Copenhagen Capacity og uddannelsesinstitutionerne DTU, RUC, Absalon og Erhvervsakademiet Zealand. Innoliving er én af de virksomheder, der er blevet optaget i Man on the Moon-programmet.
”Vi har oplevet stor vækst de seneste år, og ambitionerne vokser også. Selv om der stadig er et stykke vej til en milliardomsætning, tror jeg, det er afgørende, at vi tør italesætte ambitionerne og sætte barren højt. Jeg tror i høj grad, det er passionen og engagementet, der har fået os ind i ’klubben’,” siger Sebastian Sønderberg Hansen.
Man on the Moon-udviklingsforløbet byder på netværksmøder, sparring og oplæg om bl.a. kapitalindsamling og tilskud. I samarbejde med en konsulent har virksomheden desuden gransket skaleringspotentialet, og det er blevet en øjenåbner.
”Nogle gange går der drift i den, og vi glemmer at tænke langsigtet. Her har vi virkelig fået sat vores ambitioner under luppen, og vi har nok været mere konservative, end vi troede. Vores konsulent har udfordret os i forhold til at se ud over begrænsningerne. Til at turde lægge større budgetter og til at overveje scenarier, hvor vi firedobler salget. Det er virkelig en cadeau at blive valgt til sådan et udviklingsforløb, og det har samtidig givet os en større tro på, at vi kan nå rigtig langt.”
Nogle gange går der drift i den, og vi glemmer at tænke langsigtet. Her har vi virkelig fået sat vores ambitioner under luppen, og vi har nok været mere konservative, end vi troede. Vores konsulent har udfordret os i forhold til at se ud over begrænsningerne.
Fem år, fem markeder
I dag sælger Innoliving til det danske og det svenske marked. Om fem år vil det også være muligt for finnerne, tyskerne og nordmændene at handle hos Innoliving, forventer Sebastian Sønderberg Hansen.
”Vi holder fast i vores niche men udvider sortimentet og kommer til at markere os endnu stærkere som ekspert inden for e-mobility. Når vi har styr på omkostningsbasen, er det relativt nemt at åbne op for flere markeder, og så begynder det for alvor at tage fart.”
I takt med at Innoliving tager nye markedsandele, ser Sebastian Sønderberg Hansen og Jonas Møller Andersen også en lys fremtid for deres egne brands, Soundliving og GoRunner.
”Næsten ugentligt ser vi folk, der anvender et af vores elløbehjul eller headsets. I takt med at Innoliving vækster i Danmark såvel som i udlandet, forventer vi også et større kendskab og anerkendelse af vores to brands.”
Indhold er hentet
Om Innoliving
Innoliving blev stiftet af Sebastian Sønderberg Hansen og Jonas Møller Andersen i 2014 under studierne på CBS. Siden 2019, hvor de blev færdiguddannede fra CBS, har de været beskæftiget i virksomheden på fuld tid, og har sammen også stiftet Soundliving og GoRunner. Alle tre selskaber har kontor og lager i Køge.
I 2022 blev Innoliving optaget i Man on the Moon – et 2-årigt udviklingsforløb i samarbejde med 20 vækstvirksomheder, Erhvervshus Sjælland, Copenhagen Capacity og uddannelsesinstitutionerne DTU, RUC, Absalon og Erhvervsakademiet Zealand.
Innoliving er bygget på kernekompetencerne; produkt, innovation og service. I praksis betyder det bl.a. at eksterne partnere laver produkttests af nye produkter, mens virksomheden har ansat en produkttekniker til at yde service og kvalitetssikring af produkterne.
Gennem Man on the Moon sendes 20 sjællandske virksomheder med et ekstraordinært skaleringspotentiale ud på en rejse, der skal lande en omsætning på 1 mia. kr. inden 2031.