Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Fra Bali til Odsherred: Contempehrary udvikler fremtidens grønne hverdagskost

Et møde med det indonesiske køkken for fem år siden satte gang i en forretningsidé hos parret Tobias Noe Harboe og Sabine Franciska Harboe. I dag har de udviklet deres egen nordiske version af tempeh og opbygget virksomheden Contempehrary.

Indhold er hentet

I 2018 flyttede Tobias Noe Harboe og hustruen Sabine Franciska Harboe til Bali med deres tre børn for at arbejde. I løbet af 1,5 år fik familien et godt indblik i den indonesiske kultur og øjnene op for et helt særligt produkt; tempeh.

“Tempeh har længe været en stor del af den indonesiske madkultur. Det er lavet af fermenterede sojabønner og kan bruges på samme måde som tofu som et grønt alternativ til kød. Vi spiser selv rigtigt meget grønt, så tempeh passede lige ind i vores kostvaner, og vi lærte også selv at fremstille det, mens vi boede i Indonesien,” fortæller Tobias Noe Harboe.

Selvom Bali var et dejligt sted at være, blev længslen efter at komme hjem til Danmark for stor, og i 2019 rykkede familien tilbage og bosatte sig i Odsherred.

“Vi havde fået øjnene op for tempeh og kunne godt se en plads til det på det danske marked. Derfor sprang vi ud i det, da vi kom hjem. Vi havde jo allerede lært de grundlæggende fermenteringsmetoder, så nu handlede det om at innovere, opskalere og opbygge et brand,” siger Tobias Noe Harboe og fortsætter:

“Det er i dag blevet til ContempehraryÅbner link i ny fane , hvor vi har udviklet forskellige varianter af nordisk tempeh, der er fremstillet på danske økologiske råvarer. Derudover fremstiller vi også saucer, som er pendanter til asiatiske produkter som for eksempel misopaste og sojasauce. Så selvom vores fremstillingsmetoder er nye og innovative, så er produkterne faktisk nemme at erstatte en-til-en med produkter, vi allerede kender i forvejen." 

Tempeh skal være hverdagskost

På fem år er Contempehrary vokset en del og holder i dag til i Anneberg Kulturpark i Odsherred. Virksomheden sælger primært B2B og leverer til en lang række restauranter i Danmark. Og ambitionerne er fortsat tårnhøje.

“Vi kom hjem med en mission om, at tempeh skal være hverdagskost. For fem år siden kendte ingen herhjemme til det – det gør de nu. Det er selvfølgelig ikke helt hverdagskost endnu, men vi er godt på vej,” fortæller Tobias Noe Harboe og uddyber:

“Jeg tror altid, folk vil være skeptiske over for nye madvarer på grund af vaner, og så handler det jo også om smag og behag. Det er så indgroet i os mennesker. Men vi oplever, at mange godt kan se idéen med vores produkter. Så for os handler det mere om også at få dem til at prøve det og tænke det ind i hverdagen.” 

Indhold er hentet

Tætte relationer skaber godt samarbejde

Tobias Noe Harboe understreger, at fødevarebranchen kan være en hård nød at knække, når man som startup vil ind på markedet med et helt nyt produkt. At Contempehrary gør brug af nyudviklede bio-solutions gør ikke ligefrem rejsen nemmere. Og derfor har sparringen med Erhvervshus Sjælland været uvurderlig.

“Vores samarbejde med Erhvervshus Sjælland startede meget tidligt allerede dengang, vi skulle etablere virksomheden. Da vi kom hjem fra Bali, bosatte vi os i Odsherred Kommune, hvor vi hurtigt fik kontakt til erhvervsrådgiverne, Anneberg Kulturpark og Erhvervshus Sjælland. Dengang handlede det meget om at få etableret en testskala produktion og sat gang i virksomheden. Siden har de fulgt vores udvikling, og i dag snakker vi meget om videre opskalering og udvikling,” siger Tobias Noe Harboe. 

Contempehrary har de sidste fem år både fået 1:1-sparringer med Erhvervshus Sjællands forretningsudvikler Jesper Bryde Jacobsen og deltaget i større projekter som Green Change Zealand. Det har muliggjort mange ting på en effektiv måde i årenes løb, fortæller stifteren.

“Tilskuddene er selvfølgelig attraktive, men for os handler det lige så meget om den tætte relation. Jesper har efterhånden fulgt os længe og kender os. Han er god til at se, hvad der giver bedst mening for vores virksomhed. Det betyder meget, for så skal vi ikke starte fra scratch hver gang. Det har og er stadig mega udfordrende at være en lille virksomhed i det her space. Så det har nok også kun været muligt pga. den sparring, vi har fået, og de projekter, vi har deltaget i. Det er vi taknemmelige for,” siger Tobias Noe Harboe.

Fremtidens fødevarer

Senest er Contempehrary blevet en del af Closing Loops, hvor de skal arbejde med deres cirkulære værdikæder og samarbejder. Og fremtiden har da også meget at byde på for den voksende startup:

“Vi har produkter, der fungerer, og nogle fremstillingsprocesser, der er smarte. Så hele delen med at komme i gang har vi sådan set løst. Vi er derfor på vej over i scale-up fasen. Det vigtige er nu at få flere gjort nysgerrige på vores produkter og integrere dem i deres madlavning så godt og så hurtigt som muligt. Det vil skabe masser af positiv impact. Ofte forbliver fokus bare på fremtidens fødevarer og fremtidens grønne løsninger på vores defekte fødevaresystem. Det forekommer som noget, der alt sammen opstår en dag ude i fremtiden og skaber måske en form for handlingslammelse,” fortæller Tobias Noe Harboe og fortsætter:

“Det er imidlertid ikke nogen tilfældighed, at vi har kaldt os Contempehrary. Vi mener nemlig, at der ligger et stort uudnyttet potentiale i nogle af nutidens fødevarer. Tænk, hvis flere blev nysgerrige på de produkter og løsninger, som allerede er udviklet, og brugte dem mere aktivt til at gøre en forskel nu og her! Heldigvis oplever vi stor interesse og efterspørgsel på vores produkter i øjeblikket, så vi er på rette vej.”

Han opfordring til andre virksomheder er klar:

“Tag fat i Erhvervshus Sjælland - der er en del hjælp og sparring at hente.” 

Støttet af:

Indhold er hentet