Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Power 2 Climate Change holder hånden under elnettet

Mangel på strøm og udfald i elnettet kan hurtigt blive en realitet i den kommende vinter. Men ved at hjælpe virksomheder og kommuner med automatisk at udskyde deres ikke-kritiske elforbrug – og belønne dem for det, kan Kalundborg-virksomheden Power 2 Climate Change bidrage til at sikre elforsyningen. Green Change Zealand har hjulpet virksomheden på vej.

Indhold er hentet

Egentlig var formålet at skabe et ’Virtual Power Plant’ (VPP) – et virtuelt kraftværk, der kan skabe grøn omstilling i den danske elforsyning ved at sikre, at der ikke kobles CO2-udledende kul-, olie- eller gasfyrede kraftværker ind i elproduktionen, når der mangler spænding på elnettet.

Men midt i den aktuelle energikrise, står Kalundborg-virksomheden Power 2 Climate Change nu med en færdig såkaldt VPP-løsning, der ikke bare kan fortrænge den sorte energi og skabe grøn omstilling i elnettet ved mindre udfald, men også kan bidrage til forsyningssikkerheden, mens den enkelte elforbruger modtager en kompensation for at deltage.

”Med krigen i Ukraine og energi-konflikten mellem Rusland og Vesten er vores pengepung og behovet for stabil elektricitet blevet udfordret. En ting er, at prisen er blevet presset op; vi kigger reelt ind i en vinter, hvor strømafbrydelser kan komme på tale, fordi den grønne strøm ikke altid kan sikre spændingen til det forbrug, vi har,” siger direktør i Power 2 Climate Change, Carsten Vammen.

Udfordringen er, at det danske elnet skal have en konstant spænding på 50 Hz for at være i balance. Falder produktionen, fordi vinden ikke blæser, solen ikke skinner eller at et søkabel er blevet gravet over, så kan elnettet ikke levere nok strøm til danskernes forbrug – og så må et kul- eller naturgasfyret kraftværk for en stund træde til, hvis der da ikke kan købes strøm i udlandet.

 

Det giver god mening at reducere forbruget eller udskyde det til et senere tidspunkt, hvor det kan lade sig gøre. På den måde kan vi sikre, at spændingen i elnettet er konstant. Det er netop, hvad vores løsning gør og giver en belønning for – helt uden at man selv skal gøre noget

Et virtuelt kraftværk, der skaber grøn omstilling og sikrer mod udfald

Power 2 Climate Change, der er en af de første såkaldte aggregator-virksomheder i Danmark, har udviklet et virtuelt kraftværk, der, uden at man bemærker det, eller skal gøre noget aktivt for det, kan udskyde ens ikke-kritiske elforbrug, når der er spidsbelastninger på elnettet.

Det sikrer, at elnettet ikke går i overtræk og får udfald, og at den rette mængde af strøm er tilgængelig – vel at mærke strøm, der allerede er produceret og findes i nettet.      

”Lige nu taler man i mange kommuner og virksomheder om, hvordan man kan forbruge mindre, så de kan spare på budgetterne og sikre, at der er elektricitet nok til dem, der reelt har brug for den. Det giver god mening at reducere forbruget eller udskyde det til et senere tidspunkt, hvor det kan lade sig gøre. På den måde kan vi sikre, at spændingen i elnettet er konstant. Det er netop, hvad vores løsning gør og giver en belønning for – helt uden at man selv skal gøre noget,” forklarer Carsten Vammen.

 

Hvis man er virksomhed eller kommune, så er der her en glimrende mulighed for hurtigt at komme i gang med at plukke nogle lavthængende frugter og hjælpe til med både at skabe forsyningssikkerhed og bidrage til den grønne omstilling

Hvis du skruer ned, kan andre bruge

"Maskinen bag er frygteligt kompleks, men i princippet er det jo meget enkelt. Hvis en forbruger et sted kan undvære strøm i en kortere periode, så kan en anden mere kritisk installation få lov at bruge den i stedet. På den måde fortrænger vi den sorte, nu dyre og knappe energi fra elnettet, fordi man ikke behøver at have kraftværker der baseret på kul, olie eller gas unødigt til at starte op, når der mangler strøm. Vi har ganske enkelt skabt et virtuelt kraftværk, der kan fortrænge op til 1500 tons CO2 pr. megawatt om året,” siger Carsten Vammen.

Han forklarer, at en fryser, en elbiloplader, et kølehus eller et ventilationsanlæg i langt de fleste tilfælde kan reducere deres forbrug eller helt slukkes for kortere perioder, uden at det har negative konsekvenser. Det samme gælder mange andre apparater og installationer – ikke mindst i virksomheder og institutioner.

Bl.a. med hjælp fra Green Change Zealand har Carsten Vammen og hans virksomhed Power 2 Climate Change skabt et ’Virtual Power Plant’ (VPP), der kan holde hånden under elnettet, når der opstår mangel på elektricitet. Samtidig fortrænger det sort energi og skaber grøn omstilling i elforsyningen.

Indhold er hentet

El-forbrugere får en kontant belønning

"Det er klart, at der både skal være et potentiale hos det enkelte forbrugssted, en motivation for at stille sit forbrug til rådighed, og en teknologi, der er klar til at håndtere reguleringen gnidningsfrit og umærkeligt. Men det er lige netop, hvad vi har fundet en løsning på. Det er en løsning, der i realtid måler, hvilken energi der bruges, hvad der er behov for ude på elnettet og hvad der er aftalt så kan tages fra den enkelte, uden at den enkelte skal gøre noget," siger han.

Udover at bidrage til forsyningssikkerheden kommer motivationen i form af to ting, forklarer Carsten Vammen videre:

”For det første får man en økonomisk kompensation for at stille sit energiforbrug til rådighed. For det andet kan vi tydeliggøre, hvad man bidrager med af CO2-reduktion og grøn omstilling i energisystemet.”

 

Jeg har fået en uvurderlig sparring til den tekniske verificering af min VPP-løsning. Forretningsudviklerne Jesper Bilde fra DTU og Thomas Østergaard Jørgensen fra Erhvervshus Sjælland har vurderet om løsningen var levedygtig, både i forhold til dens grønne profil og påvirkning, dens forretningsmæssige potentiale og funktion

Forretningsudviklere blåstemplede løsningen

Gennem projektet Green Change Zealand og Erhvervshus Sjælland har Carsten Vammen og Power 2 Climate Change blandt andet fået sparring til at bringe løsningen fra at være en god idé til at blive til virkelighed:

”Jeg har fået en uvurderlig sparring til den tekniske verificering af min VPP-løsning. Forretningsudviklerne Jesper Bilde fra DTU og Thomas Østergaard Jørgensen fra Erhvervshus Sjælland har vurderet om løsningen var levedygtig, både i forhold til dens grønne profil og påvirkning, dens forretningsmæssige potentiale og funktion.”

”Det at have nogle professionelle folk, der uden egen vinding, kommer hele vejen rundt, vurderer og blåstempler løsningen er virkelig vigtigt, ikke mindst når man skal til at tale med potentielle leverandører,” siger Carsten Vammen, der gennem Green Change Zealand også har fået et godt netværk og midler til at investere i kritisk udstyr til selve implementeringen.

 

Vi har løsningen klar. Nu skal vi have rullet systemet ud og skaleret det op hurtigst muligt, så det giver størst mulig CO2-effekt og bidrager til forsyningssikkerheden fra begyndelsen

Rulles nu ud til virksomheder og kommuner

I april blev P2CC’s system testet og virksomheden godkendt som leverandør til det statslige Energinet. Over sommeren er det blevet sat i drift.

Selvom Carsten Vammen blandt andet bruger eksemplet med en fryser i en privat husholdning, så er det i første omgang virksomheder og kommuner, som har elektriske installationer, der kan udskyde et forbrug på over 50 kW effekt, der er i målgruppen.

"Vi har løsningen klar. Nu skal vi have rullet systemet ud og skaleret det op hurtigst muligt, så det giver størst mulig CO2-effekt og bidrager til forsyningssikkerheden fra begyndelsen. Det kræver både kapital og leverandører. Derfor arbejder vi i første omgang på, at få virksomheder, kommuner og andre større el-forbrugere med ombord,” siger Carsten Vammen og fortsætter:

”Vi starter op på Sjælland og øerne, fordi elnettet i Danmark er delt i to - og går efterfølgende efter virksomheder og kommuner i hele Danmark. Når denne del er på plads, er vi ganske sikre på, at der også følger investorer med risikovillig kapital til den videre udbredelse,” siger Carsten Vammen og opfordrer virksomheder og kommunernes tekniske forvaltninger til at tage en snak om mulighederne.

"Hvis man er virksomhed eller kommune, så er der her en glimrende mulighed for hurtigt at komme i gang med at plukke nogle lavthængende frugter og hjælpe til med både at skabe forsyningssikkerhed og bidrage til den grønne omstilling," slutter han.

Indhold er hentet

Hvad er Power 2 Climate Change?

Power 2 Climate Change, P2CC, er en virksomhed i Kalundborg, der bidrager til at holde hånden under et grønt elnet via en client/server løsning der kan drive et virtuelt kraftværk til stabilisering af elnettet. Det styrer forbruget hos en række strømforbrugende kunder i forhold til Energinets behov.

Udfordringen er, at der er behov for en konstant spænding på elnettet, og når den grønne elproduktion ikke kan følge med, må sort energi kobles ind i systemet. Det vil P2CC gerne undgå. I den aktuelle energikrise er forsyningssikkerhed blevet et issue. Det kan P2CC’s virtuelle kraftværk også bidrage til at løse.

Kunderne er i første omgang virksomheder og offentlige institutioner, som kan reducere deres forbrug med 50 kW effekt eller mere. Ved at reducere og udskyde forbruget, stiller de strømmen til rådighed for andre mere kritiske installationer i perioder med spidsbelastning. Det sker uden de selv skal foretage sig noget – og de modtager kompensation for på den måde at bidrage.

Målet er i løbet af første driftsår at have et virtuelt kraftværk på 6 megawatt på Sjælland og øerne, men det er ambitionen at nå op mod 60 megawatt indenfor de kommende år.

Læs mere på www.p2cc.dkÅbner link i ny fane

Har du brug for sparring til at udvikle din grønne forretningsmodel eller dit grønne produkt?

Støttet af:

Indhold er hentet