Vi begynder fra bunden:
12. Mister gejsten
Når lyset brænder ud… Iværksætteren knokler sig halvt ihjel, eller i hvert fald når så langt ud i tovene, at det ikke er sjovt længere. Man kommer nok ikke uden om, at det indebærer en vis grad af overarbejde at være iværksætter, men kører man for længe med overtræk på den mentale konto, brænder man ud. Så det handler også som iværksætter om at etablere en god balance mellem arbejde og fritid – inden det går galt.
11. Nyt marked, der slog fejl
Udvikler man nye produkter til nye segmenter og markeder, skal man gøre sit forarbejde ordentligt.
10. Uenighed mellem stiftere bestyrelse eller investorer
Når uenighed opstår, ryger tilliden også. Længere er den nok ikke – og det kan gå rigtig hurtigt, hvis ikke man kan holde tungen lige i munden. Det oplevede en del af de undersøgte virksomheder.
9. Et dårligt produkt
Det siger jo nærmest sig selv. Markedsføring har sine begrænsninger. Har du ikke et godt produkt, er det op ad bakke. Sørg for at produktet holder, hvad det lover.
8. Dårligt timet produktlancering
Lancering af nogle produkter kræver god timing. Kommer et produkt for tidligt på markedet, kan det blive opfattet som ufærdigt, og så bliver det svært at genvinde kundernes respekt. Omvendt, hvis det kommer for sent, kan muligheden være forpasset. CB Insights bruger eksempler som en virksomhed, der havde udviklet teknologi til autonome lastbiler, der ikke var klar til virkeligheden og en virksomhed, der lancerede selvbetjeningsautomater med kunstig intelligens, der blev lanceret da COVID-19 pandemien ramte, og alle de potentielle kunder blev hjemme.
7. Kunne ikke (længere) stille det rigtige hold
Det betyder bare noget at have de rette kompetencer i virksomheden. En række af virksomhederne bukkede under, enten fordi de ikke kunne hyre de rette folk, fordi de ikke tog det alvorligt at have forskellige kompetencer i virksomheden, der kunne komplementere hinanden, eller fordi den drivende og alt vidende kraft pludselig ikke var med mere. I det sidste tilfælde døde den drivende kraft ganske enkelt og mens det selvfølgelig er svært at tage højde for, så viser det bare, at der kan være en risikostyring ved at videndele med andre nøglearbejdere i virksomheden.
6. Prissætning er en svær størrelse
Kunsten er at prissætte ens vare så dyrt, at man kan dække sine omkostninger og tjene penge, men lavt nok til at kunderne stadig vil være med. Det er ikke altid en nem opgave, hvilket betyder at forkert prissætning er en af årsagerne til at iværksættervirksomheder drejer nøglen om.
5. Regulatoriske udfordringer giver dødsstødet
Det kan i forvejen være svært altid at leve op til myndighedernes krav. Men det gælder ikke mindst, når lovgivning pludselig ændres og stiller nye krav til ens produkt, eller påfører virksomheden ekstraomkostninger. Det kan være love om forbrugerbeskyttelse eller fx en handelskrig, der banker importtolden i vejret. Derudover er det også et problem for en mindre virksomhed, hvis man ikke har gjort tingene efter bogen og bliver sagsøgt.
4. Forkert eller forfejlet forretningsmodel
På fjerdepladsen finder vi forretningsmodellen, der ikke holdt. Det kan være en forretningsmodel, der fra starten har været uden hold i virkeligheden, eller en, der ikke har holdt trit med virkeligheden. Uden den rigtige forretningsmodel, er det svært at tjene penge - det siger naturligvis sig selv.
3. Bliver kørt over af konkurrenter
Lancerer man et helt nyt produkt med store potentialer eller i en ny niche, går der ikke lang tid, før konkurrenterne dukker op og forsøger at få en bid af kagen. Og har konkurrenterne flere kræfter, kan det blive rigtig svært for iværksætteren. Et andet scenarie kan være, at man ikke når at få færdigudviklet sit produkt før andre med samme idé lancerer deres produkt.
2. Produkt uden marked
Nogle gange kan man blive så fokuseret på at løse et problem, at man glemmer at undersøge, om der rent faktisk er et marked for det. Det lader til at være tilfældet for rigtig mange af de undersøgte iværksættervirksomheder. Et produkt uden marked er den andenhyppigste årsag til deres bortgang, til hvilket læresætningen må være: ”Fokuser på produkter, kunderne faktisk gerne vil have.”
1. Løber tør for penge
Send flere penge!! Budskabet var klart for de mange virksomheder, der svarede, at årsagen til deres lukning var en tom kassebeholdning. Enten var det for sent i forhold til at rejse kapital til driften, eller også lykkedes det ikke rejse nok penge til at sikre den nødvendige udvikling af virksomheden og nye produkter.