Når du har konkluderet, at dit produkt har internationalt potentiale, er det tid til at finde ud af, hvilke markeder og kundegrupper, du skal fokusere på. Hvis du har kig på flere forskellige markeder, er det vigtigt, at du ikke kaster dig over dem alle på én gang, men i stedet tager ét ad gangen i en strategisk rækkefølge.
Her er det altafgørende at gøre sit forarbejde grundigt og dybdegående. Du har nogle erfaringer fra Danmark, du kan trække på, men det er vigtigt, at du ikke bare går ud fra noget. Du skal viske tavlen helt ren og undersøge alt på ny i det nye marked.
Først og fremmest skal du overveje den kultur, du vil eksportere til. Danmark er geografisk et lille land, og vores kultur er derfor heller ikke en, som mange umiddelbart kender til. Det er vigtigt at huske på, når man vil ind i et nyt land; de har en anden kultur, som du skal sætte dig ind i først.
Tag for eksempel karrysild: Det er kulturelt forankret, at vi i Danmark nyder karrysild med stort velbehag. Men syd for grænsen er det ikke noget, man spiser. Hvis du så vil satse på salg af karrysild til Tyskland, så løber du panden mod en mur. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad det er for en kultur, du går ind, og hvordan dit produkt skal passe ind i den.