Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

7 trin til bedre kriseledelse

Coronavirussen har gjort hverdagen svær for Danmarks virksomheder – store som små. Hvad kan du som leder gøre for at få dine medarbejdere og din virksomhed bedst muligt gennem krisen?

Indhold er hentet

Forretningsudvikler Steen Munk giver dig her en tjekliste til krisens første fase, som er præget af store forandringer.

Hvad kan du gøre for at få styr på likviditeten? Hvordan bevarer du roen og håbet hos dine medarbejdere? Hvordan passer du på dig selv? Det er alle vigtige spørgsmål, som du som leder er nødt til at forholde dig til for at komme gennem krisen og ud på den anden side.

Indhold er hentet

1. Få styr på likviditeten

Likviditet er sikkerheden for, at virksomheden overhovedet kan fortsætte på både kort og lang sigt. Gennemgå de kommende ind- og udbetalinger – post for post. Tal med udlejer, leverandører, kunder, medarbejdere og offentlige myndigheder, og gør hvad du kan for at skaffe råderum så langt frem i tiden som muligt. Tal også med banken. Det ser ud til, at bankerne i øjeblikket udviser stor imødekommenhed over for henvendelser. Du bør også selv være villig til at gå ned i løn for en periode – Det vil sende et stærkt signal til alle dine interessenter.

2. Tilpas omkostningerne

Få dine omkostninger så langt ned, som det overhovedet er muligt. Kan nogle af dine faste omkostninger blive variable? Kan udvalgte omkostninger udskydes? Kan der outsources? Undersøg alle muligheder grundigt.

3. Intern krisekommunikation: Gør dine medarbejdere trygge

Kommunikér troværdigt, ærligt og tydeligt – og gør det hellere én gang for meget end for lidt. Skab rum for spørgsmål. Det er imidlertid ikke din opgave at sidde inde med alle svarene, men derimod at kunne skabe retning i usikkerheden og give håb midt i frustrationerne. Giv dine medarbejdere en følelse af tryghed og forventning om, at det ER muligt at komme over på den anden side af krisen med skindet på næsen.

4. Ekstern krisekommunikation: Plej dine kunder

Plej dine kunderelationer godt og pas især på nøglekunderne. Kommunikér igen troværdigt, ærligt og tydeligt. Giv dine kunder tryghed – Dine kunder må ikke være usikre på din service. Meld klart ud, hvis der fx er forsinkelser på varelevering eller andet på grund af krisen.

5. Gentænk din forretningsstrategi

”Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller”

At lede langsigtet i en kortsigtet verden med lav sigtbarhed er en udfordring. Måske skal din forretningsstrategi tilpasses? Skal du søge læ, skære ind til kernen af din forretningsidé, finde nye markeder eller måske genopfinde virksomheden? Overvej de forskellige muligheder – Måske finder du en ny og bedre retning for virksomheden, der kan føre dig gennem krisen.

6. Hold hovedet koldt

Dan dig et overblik over informationsflowet i virksomheden. Overvej behovet for særlige procedurer for modtagelse og fordeling af informationer, erfaringsopsamling, holdskifte, mm. Her handler det både om at være effektiv, men også om at sende et signal til medarbejderne om, at der er styr på situationen.

7. Husk dig selv

En udbrændt leder kan ikke føre sine medarbejdere og sin virksomhed sikkert i havn. Husk midt i den hektiske travlhed at tage nogle pit-stops, hvor du kan få ladet batterierne op, så du er klar til at håndtere udfordringerne.

Indhold er hentet

Nogle kriser kan fint håndteres internt i virksomheden, men der er situationer, hvor man er nødt til at tage imod hjælp udefra. En situation som den igangværende corona-krise presser mange virksomheder til det yderste, og her er det vigtigt at tage imod den hjælp, der er at hente.

Få hjælp fra Erhvervshusets coronataskforce

Vil du have sparring om krisehåndtering og ledelse?

Indhold er hentet