Skarpere på grøn omstilling
Det var en kunde, der anbefalede Henrik Noell at tage fat i Erhvervshus Sjælland, og efter et par møder med en forretningskonsulent ansøgte han om en plads på forløbet Grøn Cirkulær Omstilling (GCO). Gennem GCO-forløbet får de deltagende virksomheder en konkret plan for at arbejde mere cirkulært, udvikling af nye forretningsmæssige potentialer og nye øjne på virksomhedens ressourceanvendelse. Hertil er der mulighed for at søge op til 90.000 kr. i tilskud til ekstern rådgivning.
Henrik Noell kom med på et wild card, for mens de øvrige virksomheder skulle omstille sig, var Måtteskift.com født bæredygtig og cirkulær med et varmepumpedrevet vaskeri og måtter lavet af genbrugstekstiler.
”Jeg ville gerne være skarpere på grøn forretningsudvikling og blive bekræftet i de tanker vi havde, bl.a. omkring fravalg af bomuld, som har en meget høj CO2-udledning i både produktion, levetid og vedligehold,” siger Henrik Noell og tilføjer:
”Havde det ikke været for samarbejdet med erhvervshuset og GCO-forløbet, hvorigennem vi fik tilskud til konsulentydelser, havde jeg ikke haft samme indsigt i vores CO2-udledning og grønne position i markedet. Samtidig har jeg lært utrolig meget af de øvrige virksomheder, som har mange af de samme udfordringer, som vi selv står med.”
Op på ølkassen
Med erfaringen fra GCO-forløbet har Måtteskift.com taget det næste skridt med en content- og kommunikationsindsats, der skal formidle konceptet. Dernæst følger en mere målrettet markedsføringsindsats med henblik på at få nye kunder inden for udvalgte geografiske områder.
”Vi har et samfundsmæssigt ansvar og vil gerne bidrage, hvor vi kan, både ved at tage praktikanter ind og hjælpe folk i fleksjob, men vi vil også gerne dele vores viden og samarbejde med uddannelsesinstitutionerne,” siger han og tilføjer:
”Som ydmyg jyde kan det være svært at stille sig op på ølkassen og fortælle, hvor god du er. Men det er vigtigt, at vi tør formidle, hvem vi er, hvad vi står for, og hvad vi gerne vil gøre bedre. Derfor har jeg har bl.a. holdt et par indlæg på Sustainable Business-forløbet på Syddansk Universitet og haft besøg af elever fra Greve Gymnasium, der har brugt os i en businesscase.”
Tidobling på fem år
Henrik Noell fortsætter sparringen med erhvervshuset og snart får virksomheden tilknyttet et advisory board, der skal hjælpe til at afdække nye potentialer.
”Jeg har en klar formodning om, at vi har set de sidste røde tal. Nu er det vigtigt, at vi fortsat bliver udfordret i andre retninger, så vi kan vækste på en hensigtsmæssig måde og fortsat bliver mere og mere bæredygtige. Om fem år har vi formentlig tidoblet virksomheden,” slutter han.