Event
Få succes med ansøgning om tilskud til grøn innovation hos Miljøstyrelsen
Søg støtte til udvikling af miljøteknologi i din virksomhed. Lær hvad der kendetegner de projekter, der får midler i MUDP.
Indhold er hentet
Indhold er hentet
En ny rapport fra Circular South Baltic-projektet viser, at digitale platforme er afgørende for at skalere markedet for genbrugte byggematerialer i Danmark og nabolandene. Data fra fire Østersølande giver indblik i løsninger, potentialer og næste skridt for den cirkulære byggebranche.
Indhold er hentet
Bygge- og anlægssektoren står for en tredjedel af alt affald i landene omkring Østersøen og bidrager markant til både energiforbrug og CO₂-udledning. Den grønne omstilling kræver derfor nye løsninger – og ifølge en ny rapport fra Roskilde Universitet er digitale markedspladser en af nøglerne til at løfte genbrug af byggematerialer op i stor skala.
Rapporten, som er udviklet i regi af det EU-støttede Circular South Baltic-projekt, kortlægger digitale platforme fra Tyskland, Danmark, Sverige og Polen og viser, at digitaliseringen på tværs af østersø-regionen accelererer.
”Hvis vi skal reducere byggebranchens klimaaftryk markant, er vi nødt til at tænke grundlæggende anderledes. Genbrug af byggematerialer er ikke længere et nichefelt, men en nødvendighed – og digitale markedspladser er et redskab, der gør det muligt i stor skala,” siger Thomas Budde Christensen, professor fra Roskilde Universitet og medforfatter til rapporten.
Platformene tilbyder i stigende grad avancerede services som digitale produktpas, logistikløsninger, dokumentation og CO₂-beregningsværktøjer, der gør det nemmere for entreprenører og rådgivere at vælge genbrugsmaterialer. Det er ifølge rapporten afgørende for at sikre en stabil forsyning af materialer med kendt kvalitet og sporbarhed.
”Digitaliseringen giver os helt nye muligheder for dokumentation, sporbarhed og kvalitetssikring. Uden disse funktioner kan genbrugsmaterialer ikke opnå den sikkerhed og kvalitet, som professionelle aktører kræver,” siger Martin Visby Buchard, postdoc fra Roskilde Universitet og medforfatter til rapporten.
Rapporten viser også store forskelle i landenes tilgang til både certificering og udvikling af nye markedspladser. Nogle arbejder med stærke regionale platforme, mens andre er længere fremme med nationale løsninger og omfattende certificeringssystemer.
”Det er interessant at opleve, hvor forskelligt landene omkring Østersøen udvikler deres markedspladser. Det viser, at der ikke kun findes én model, men mange gode løsninger, som vi kan lære af på tværs af grænser,” siger Martin Visby Buchard.
Behovet for at opskalere er samtidig presserende. Mængden af genbrugelige materialer vil vokse markant i takt med renovering og nedrivning af bygninger i hele regionen. Derfor er der brug for markedspladser, der kan håndtere større mængder, mere kompleks dokumentation og stigende efterspørgsel.
”Mængden af materialer, der kan genbruges, vil stige markant i de kommende år. Derfor skal vi ikke bare udbygge de eksisterende platforme – vi skal tænke dem langt større og langt mere integrerede i byggebranchens beslutningsprocesser,” understreger Thomas Budde Christensen.
Den nye rapport giver et samlet overblik over de digitale løsninger, der allerede præger udviklingen i regionen, og fungerer som et inspirationskatalog for alle aktører, der ønsker at styrke den cirkulære økonomi i byggeriet.
Indhold er hentet
Støttet af: