Tema
Ledelse og organisation
Står du over for at udvide dit team? Kan du tiltrække og fastholde medarbejdere med de rigtige kompetencer, og forstår du at sætte de rette rammer og få produktive, motiverede og tilfredse medarbejdere?
Indhold er hentet
Indhold er hentet
Amazon ligger på lur og udfordrer fremtiden for danske webshops. Med støtte fra EU-midler opruster dansk beauty-webshop med en styrket digitalisering – og så har de et stærkt kort på hånden, som giganterne ikke kan konkurrere med.
Indhold er hentet
Efter otte år som franchisepartnere solgte Theresa og Kristian Bosse Jensen deres seks fitnesscentre i 2017. Efter et års tænkepause gik Theresa Bosse Jensen i gang med at researche på mulighederne for at skabe et negleunivers, og i marts 2019 blev de første ordrer sendt afsted fra lageret i parrets kælder i Holbæk. Den kælder voksede de hurtigt ud af, og i dag er Kandii et digitalt beauty community med webshop, kurser og rådgivning med base i Solrød.
”Som tidligere negletekniker så jeg en mulighed for at skabe noget bedre – et univers med et bredere produktsortiment samt kundeservice, der kunne tage kunderne i hånden og rådgive i øjenhøjde,” fortæller Theresa Bosse Jensen, der i kraft af sin erfaring havde en klar holdning til funktion, kvalitet og ingredienser, da produkterne skulle udvikles i samarbejde med europæiske producenter.
Med en baggrund i detailbranchen har ejerparret fulgt digitaliseringen i markedet tæt, og trods manglende digital erfaring var de ikke i tvivl om, at Kandii skulle være en webshop.
”Spørgsmålet var ikke, om vi skulle være digitale. Overvejelserne gik i højere grad på, om vi skulle basere forretningen på detailsalg eller udvikle vores egne produkter. Det var Kristians klare overbevisning, at vi som online detailvirksomhed hurtigt vil blive udkonkurreret, den dag Amazon indtager det danske marked. Det har motiveret os til at skabe vores eget brand, som vi samtidig også har kunnet bygge et community op omkring,” siger Theresa Bosse Jensen og tilføjer:
”Det har dog ikke været så enkelt at bygge en webshop, som vi troede. At der er så meget bagvedliggende arbejde blev lidt af en øjenåbner, og derfor er det også afgørende, at vi får hjælp og sparring til at stå helt skarpt digitalt.”
Indhold er hentet
Da virksomheden rykkede til Solrød manglede de den sparringspartner, de hidtil havde haft i Holbæk Erhvervsforum. Ved et infomøde for butikker og erhvervsdrivende i Solrød Center blev Theresa Bosse Jensen imidlertid introduceret til Erhvervshus Sjælland og Solrød Erhvervsservice, der i første omgang tilbød de fremmødte et gratis videokursus.
”Det var et rigtig godt kursus, hvor jeg fik flere nyttige tricks til at lave bedre videocontent. Efterfølgende tog jeg en snak med en konsulent fra Erhvervshuset, der hjalp mig til at forstå, hvad vi havde brug for, og jeg fik ved samme lejlighed præsenteret mulighederne for søge puljer og deltage i kurser, webinarer og workshops,” fortæller Theresa Bosse Jensen, der efterfølgende har deltaget i et digitaliseringskursus gennem Solrød Erhvervsservice.
Som et led i at bygge en stærk digital forretning har de to ejere solgt 10% af virksomheden til en tidligere samarbejdspartner og softwareudvikler, der har optimeret en række bagvedliggende processer, herunder automatisering af lagersystemet, som har skabt en mere effektiv arbejdsgang på lageret.
Næste skridt er optimering af brugeroplevelsen – et udviklingsprojekt, som virksomheden allerede har fået tilskud til i form af fondsmidler fra EU. Dernæst rettes fokus mod social media-indsatsen, hvor virksomheden forventer at søge tilskud til udvikling af strategi og indhold på de forskellige sociale platforme.
Den digitale indsats er ikke kun en teknisk upgrade. Indsatsen skal også bidrage til en bedre brugeroplevelse og et stærkere univers, der forener produkt, inspiration og rådgivning på tværs af digitale og sociale platforme.
”Vi ser os selv som kvinders kreative sparringspartner. Et univers hvor du kan blive inspireret, lære noget og købe de produkter, du skal bruge til din neglekunst. Jeg synes, vi har formået at skabe et community, hvor vi hylder vores brugere, og hvor vi gør noget ekstra ud af god og realistisk rådgivning og kundeservice. Det skal vi bygge videre på med flere tutorials og mere inspiration,” siger hun.
Da restriktioner og nedlukninger ramte Danmark med coronapandemien, kom der mange forespørgsler på digitale kurser. Det har resulteret i, at alle basiskurser i dag foregår online.
”Selv om kurserne foregår online, oplever vi et sammenhold, hvor kursisterne er gode til at hjælpe og rådgive hinanden i deres respektive grupper. Det bakker op om det brand og community, vi gerne vil være – hvor vi motiverer hinanden og hylder neglekunstneren såvel som nybegynderen.”
Kandii er for nylig trådt ind på det svenske marked, og drømmen er at skalere virksomheden med webshops i flere andre lande.
”Jeg har en drøm om, at Kandii kommer længere ud med webshops i andre europæiske lande og måske med vores egen produktion i Portugal. Skal jeg drømme rigtig stort, vil jeg også gerne ind på det amerikanske marked,” siger Theresa Bosse Jensen og slutter:
”Det, vi skal vinde markedsandele på, er produkternes kvalitet og vores kundeservice. For der kan vi noget, de andre ikke kan.”
Indhold er hentet
Kandii er en webshop, et beauty brand og et univers, der forener negleprodukter og accessories med inspiration, rådgivning og kurser. Produkterne er egenproducerede, veganske og med minimal brug af kemi. Basiskurser i forskellige teknikker og neglesystemer foregår online, mens et 3 måneders negleteknikerkursus med afsluttende prøve foregår i virksomhedens showroom i Solrød.
Virksomheden beskæftiger sig både med B2B og B2C-salg til det danske og svenske marked. Kandii ejes og drives af Theresa og Kristian Bosse Jensen og tæller desuden to lagermedarbejdere, to kundeservicemedarbejdere og to undervisere.
Så har du mulighed for at tage kontakt til Holbæk Erhvervsforum, og som medlem får du adgang til individuel vejledning og sparring, ligesom du skyder genvej til landsdækkende og internationale netværk.
Så har du mulighed for at tage kontakt til Solrød Erhvervsservice, som arbejder for at virksomheder får de bedste muligheder. Du kan få vejledning og sparring inden for forskellige forretningsområder.
Støttet af: