Af Anders Højer, forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland.
Gode distributører er guld værd. Den hastige digitalisering har dog skabt en ny udfordring mht. ens samarbejdspartnere, man som virksomhedsleder bliver nødt til at adressere – specielt hvis man står foran at kaste sig ud på nettets globale online handel.
Sagen er, at hvad end vi taler om B2C eller B2B, så er internettet globalt set ved at blive en betydelig og konstant voksende salgskanal. Det vil de fleste af ens distributører være klar over, og det vil de handle på. Før man får set sig om, så kan der ligge et væld af forskellige beskrivelser af ens virksomhed og produkter på nettet.
Umiddelbart lyder det uskyldigt, men man skal ikke lade sig narre. Hvis man som virksomhed ikke har et stringent udtryk på nettets mange kanaler (f.eks. hjemmesider, sociale medier og salgsplatforme), så risikerer man signalforvirring i forhold til kunderne. Informationer kan hurtigt knopskyde og begynde at stritte i hver sin retning. Det er uhensigtsmæssigt og kan i værste fald koste kunder i stor stil.
Kontrol over data
Derfor bør kanalkonflikten være et helt centralt fokusområde, når man står foran en e-handels-satsning. Heldigvis er den også et udmærket udgangspunkt for at komme i gang med arbejdet. Hvis man som virksomhed selv kan tage magten og styre det indtryk, som kunderne møder på nettet, så er man mere end godt i gang.
Det kan man f.eks. gøre ved at bygge en solid hjemmeside op, som indeholder alle de informationer og grafiske udtryk, som eksterne partnere skal bruge i promoveringen af ens produkt. I den forbindelse er det dog også vigtigt, at man med hård hånd sørger for, at ens distributører følger oplæggene. Ellers får man ikke den fulde effekt.
Et andet og helt centralt element i at håndtere kanalkonflikten handler om kontrol. Hvis man ikke selv styrer kanalerne – så vil distributørerne gøre det. Det kan ofte betyde, at virksomhedens handelspartnere ender med at have retten til al kundedata. Den risiko skal man som producent sikre sig imod. Ellers kan flere års essentielle kunde-transaktionsdata forsvinde det øjeblik, man skifter distributøren ud.
Fremtidssikring
Kanalkonflikten kan givetvis få nogle virksomhedsledere til at tænke ”åh nej, endnu en digital udfordring!”. Man skal dog ikke lade sig overvælde af problemstillingen. Den er faktisk overskuelig.
Det er nemlig en klassisk problemstilling, som man kan få assistance til at tackle. Kort sagt, drejer det sig om at få styr på de relevante kravsspecifikationer til virksomhedens e-handelsløsning, valg af den tekniske e-handelsplatform/infrastruktur, der opfylder ens behov - samt etablering af samarbejde med en kompetent leverandør, med dokumenterbar erfaring indenfor området.
Erhvervshus Sjælland kan hjælpe dig med at få overblikket over udfordringen – og finde løsningerne. Der er masser af gode konsulenter derude, som kan sørge for, at problemet bliver løst. Dem kan vi hjælpe dig med at finde.
I sidste ende bliver vi alle digitale. Det viser alle fremskrivninger. Man kan lige så godt komme i gang med arbejdet og tage kontrollen over alle ens kanaler. Det er ikke bare snusfornuftig drift – det er også sådan, man fremtidssikrer sin virksomhed i det, der reelt er en brydningstid. Det er bare med at komme med på vognen.