Indhold er hentet
Forlænget afdragsordning for momslån kræver indfrielse senest tirsdag
Alle forfaldne poster på virksomhedens skattekonto, eller anden gæld til det offentlige, der er sendt til inddrivelse, skal være betalt inden den 22. marts, før end momsløn kan forlænges.
Indhold er hentet
Mange virksomheder har under Covid19-pandemien været nødsaget til at optaget momslån for at bevare likviditet i virksomheden og modstå faldende omsætning. Momslånene forfalder snart til betaling og vil have store konsekvenser for rigtig mange virksomheder, der stadig er berørt af krisen.
Derfor har Skat åbnet op for, at virksomhederne kan få en afdragsordning for deres Covid19-momslån på 24 måneder mod de hidtidige 12 måneder, hvis den oprettes inden 15. april 2022.
Men virksomheder, der ønsker at gøre brug af den forlængede afdragsordning for lån med forfald den 1. april, skal være opmærksomme på et par ting, siger Steen Munk, der er forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland og til daglig hjælper virksomheder, der er havnet i økonomisk uføre med at komme videre mod en god økonomi via Erhvervsstyrelsens program Early Warning.
”Virksomhederne skal være meget opmærksomme på, at alle forfaldne poster på virksomhedens skattekonto, eller anden gæld til det offentlige, der er sendt til inddrivelse, skal være betalt inden den 22. marts, hvis de skal kunne benytte sig af muligheden,” siger han og fortsætter:
”Er man bagud med sine indberetninger - fx for moms - og har man fået en foreløbig fastsættelse af skat, moms eller afgifter, skal de indberetninger også ske, inden der kan oprettes en ny afdragsordning.”
Steen Munk gør endvidere opmærksom på, at afdragsordningen skal oprettes på skat.dk senest fredag den 15. april 2022.
Renten på momslånet er 0,7 pct. om måneden, hvilket ifølge revisionsselskabet BDO svarer til 11 pct. p.a., fordi renten ikke er fradragsberettiget. Til gengæld gør BDO opmærksom på, at afdragsordningen også kan omfatte fremtidige gældsposter – fx hvis man også har momslån, der forfalder den 1. november 2022.
Har virksomheden økonomiske udfordringer opfordrer Steen Munk til, at man henvender sig til Erhvervshus Sjælland eller Early Warning, hvor man kan få uvildig og fortrolig sparring om, hvordan man kan ændre retning og komme bedst muligt videre.

