Overkommelige barrierer
I praksis lyder det måske ikke så svært, og for nogle vil det sikkert være naturligt. Mennesker er dog forskellige. Mange anser det som en barriere, der kan være svær at forcere.
Én barriere er den mentale. Mange har en indbygget frygt for at blive afvist eller møde kritik. Men der er ingen vej udenom - man skal jo møde kunderne på et eller andet tidspunkt. Det er ikke usædvanligt, at iværksættere starter med at være usikre, uafklarede og måske uselvstændige. Den fase kommer man hurtigst ud af ved at komme ud af kontoret og lære af den feedback, man får.
En anden barriere er det praktiske. Hvordan tester man et halvfærdigt produkt på kunder og andre interessenter? Og hvor tidligt skal man gøre det? Den slags er der heldigvis råd for. Tommelfingerreglen er, at man skal gøre det så tidligt som muligt. Man skal selvfølgelig have gennemtænkt konceptet og have en plan – men markedstesten er et tidligt og nødvendigt skridt.
Vær kreativ
Det handler på sin vis om at være kreativ. Tænk i muligheder - ikke barrierer. Har du f.eks. en halvfærdig webshop, så målret den. Test den af i en ”soft launch” på en begrænset kundegruppe. Find ud af, hvad du har gjort rigtigt – find ud af, hvor du har fejlet. Herefter kan du rette til og forsøge igen.
Udtænk genveje. Kunderne tror måske, at det er en algoritme, der løser deres problem via din hjemmeside, selvom det i realiteten er dig, der manuelt sidder og behandler sagen. Det er ligegyldigt i starten. Kundefeedback vil vise dig, om det overhovedet er en funktion, de efterspørger.
Det er dine tests der afgør, om du er på rette spor. Alle iværksættere fejler. Man skal ikke lade sig forblænde af historierne om superiværksættere, der rammer plet første gang. De hører til sjældenhederne. De succesrige startups er ofte dem, hvor iværksætteren bag forstår, at det er ok at fejle. Så længe man lærer af det.