Programforløb
German Danish Innovation (lukket for ansøgninger)
Trænger dine produkter til det tyske marked til et innovationsboost? Få rådgivning til produktudvikling og produkttilpasning til det tyske marked af erfarne lokale eksperter.
Indhold er hentet
Indhold er hentet
Guldborgsund-virksomheden BAYO.S Skruefundamenter ApS er klar til en ambitiøs eksportsatsning med et banebrydende koncept. Sparring med Erhvervshus Sjælland og deltagelse i forløbet German Danish Innovation har vist sig værdifuldt for virksomheden.
Indhold er hentet
Et potentielt erhvervseventyr ser ud til at skrue sig ned i den lollandske muld. Bogstaveligt talt. For her hører virksomheden BAYO.S Skruefundamenter ApS hjemme – og herfra planlægger den at rulle en international satsning ud.
Virksomhedens historie inkluderer både ny teknologi, et universitetssamarbejde og et nyligt opkøb af det Internationale BAYO.S i Tjekkiet. Den inkluderer også sparring med Erhvervshus Sjælland og deltagelse i projektet ”German Danish Innovation”. BAYO.S blev en del af projektet efter et nyttigt tip fra virksomhedens lokale erhvervsservice, Business Lolland-Falster, og direktør Niels Thorup Madsen mener, at han er blevet skubbet rigtig godt i gang af hjælpen.
”Forløbet German Danish Innovation medførte, at jeg kunne komme til Tyskland, hvor jeg talte med arkitekter, rådgivere og potentielle kunder. Jeg har også besøgt en dansk virksomhed, som for et par år siden selv gik ind i Tyskland. Det har jeg lært meget af. Det hele er værdifuldt for os,” siger han og tilføjer:
”Sagen er, at når man står ved grænsen til et land som Tyskland og vil ind, så er det som mindre virksomhed en meget stor bid at skulle gabe over. Det ville have været svært at gøre, hvis vi ikke havde en partner som Erhvervshus Sjælland.”
Direktør Niels Thorup Madsen
Indhold er hentet
Historien starter reelt i Tjekkiet, hvor den lokale virksomhed BAYO.S er begyndt at producere en ny fundamenttype. Konceptet er målrettet lette konstruktioner – f.eks. hegn og små skure – og handler lidt forsimplet sagt om at dreje en mandshøj metalskrue i jorden, som man kan montere en bygning ovenpå.
Som direktør for entreprenørfirmaet Samson Gruppen A/S bliver Niels Thorup Madsen interesseret i være importør. Endnu en idé spirer dog i hans baghoved.
”Bæredygtighed bliver mere og mere vigtigt i byggeriet. Det har skabt stigende interesse for huse af træ. Samtidig vil man gerne minimere brugen af cement, som er meget CO2-belastende. Så spørgsmålet er grundlæggende, om vi vil kunne bruge konceptet til mere end blot lette konstruktioner,” fortæller han.
Det spørgsmål bliver besvaret, da han sammen med den geotekniske virksomhed Andreasen & Hvidberg hyrer Aalborg Universitet til at teste produktet. Målet er at undersøge, om skruefundamentet kan bruges i større konstruktioner – f.eks. sommerhuse og træhuse – og i den forbindelse leve op til byggeregulativerne.
Og svaret er: Ja.
Indhold er hentet
Udfaldet af researchen betyder, at flere bliver interesseret. I 2021 ender den danske importvirksomhed BAYO.S Skruefundamenter ApS med at købe 51 pct. af den tjekkiske virksomhed. Formålet er at få udbredt produktet i resten af Europa – deriblandt Tyskland med sine 83 millioner indbyggere.
Den danske del af forretningen har med Niels Thorup Madsen i spidsen fået ansvaret for en del af eksportsatsningen. Men hvordan løfter man den opgave, når man er knap ti mand og har begrænset erfaring med forretning syd for grænsen?
For Niels Thorup Madsen blev svaret at trække på de services, som Erhvervshus Sjælland og Business Lolland-Falster tilbyder. Sidstnævnte skaffede ham 30.000 kroner, som han har brugt på at gøre sig klogere via forløbet German Danish Innovation, som han netop har afsluttet. Det har kickstartet en udvikling.
”Vores vision er at få et solidt fodfæste i Tyskland og de nordiske lande. Lige nu går det stærkt med at udvide forretningen. Vi er i dag ti ansatte og hyrer omtrent én ny medarbejder om måneden, så vi kommer nok op på 30-40 folk inden for en kort årrække. Fremtiden ser meget spændende ud,” siger han.
Støttet af: