Europa er under pres og forsyningskæder i opbrud. Samtidig buldrer den digitale udvikling derudaf, og bæredygtighed rykker længere og længere op på dagsordenen. Tilsammen skaber det en dynamisk og omskiftelig hverdag, som kan være svær at navigere i som virksomhed. Men vender man mønten, er der også mange muligheder at gribe.
Det var oplægget til Eksportdagen 2024, hvor mere end 100 virksomheder samledes i Sorø for få inspiration og udveksle erfaringer med at tage forretningen ud over Danmarks grænser.
“Vi ser en stigende interesse for eksport hos de små og mellemstore virksomheder, vi arbejder med, og det er godt. For vi ved, at virksomheder generelt er mere konkurrencedygtige, når de eksporterer. Og når de så samtidig gør det fra vores region, kommer det hele det sjællandske erhvervsliv til gavn,” startede Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland, dagen ud med i sin velkomst.
Men hvordan ser det egentlig ud for Europa lige nu? Det gav Lykke Friis, direktør hos Tænketanken EUROPA, en status på med – helt højaktuelt - eksempler på områder, virksomhederne skal være opmærksomme på ved det amerikanske valg.
“Det er selvfølgelig forskellige scenarier, vi ser ind i, i forhold til, om det bliver Trump eller Harris, der vinder valget i USA. Men de er enige om, at Kina er den største trussel, at vi i Europa skal betale mere for vores egen sikkerhed, og at den amerikanske udenrigspolitik primært skal gavne den amerikanske middelklasse,” sagde Lykke Friis blandt andet.