Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Tre dage med strategi fordobler omsætningen

Der var alt for travlt med at pakke ordrer på lageret, så det kunne ikke komme på tale at bruge tre dage på skolebænken, da Erhverv Lejre tilbød ejeren af virksomheden Curved en plads på Raketvækst. Heldigvis skiftede hun mening.

Indhold er hentet

Et halvt år efter, at Lone Stavnskær Frandsen i marts 2023 valgte at bruge tid på Raketvækst-forløbet, er omsætningen i hendes virksomhed Curved steget 50 procent. Forventningen er en fordobling inden årets udgang.

Antallet af medarbejdere er tredoblet fra tre til ni. Lageret er ved at blive udbygget og inden længe er der også bygget nye kontorlokaler til det stigende antal ansatte.

Og netop det, at Lone ikke følte, hun havde tid til at deltage, er den allerbedste grund til at gøre det, fastslår hun efterfølgende.

Det var Erhverv LejreÅbner link i ny fane , som sammen med Erhvervshus Sjælland afholder raketvækst, der hev fat i Lone Stavnskær Frandsen og gav hende det nødvendige skub til at deltage i forløbet.

Kunne godt selv, men …

Egentlig kunne Curved godt selv finde ud af at skabe vækst inden Raketvækst-forløbet. Sidste år tredoblede virksomheden omsætningen på egen hånd, for Lone Stavnskær Frandsen er en dygtig købmand, og der var fuld gang både i butikken i Osted i Lejre og på webshoppen.

Begge steder sælger Curved tøj til kvinder med kurver og plus size mode.

”Det kørte da meget godt, men jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg kunne fortsætte den flotte vækst”, fortæller Lone, der var fuldt beskæftiget med at pakke ordrer på lageret, for salget i webshoppen gik forrygende.

”Jeg griner lidt af det nu, det var fuldstændig åndssvagt. Som ejerleder skal jeg jo ikke bruge min tid på at pakke ordrer. Vi var kun to, der stod for at pakke, og vi havde intet system ud over blot at huske, hvor varerne lå. Der var ingen hyldenumre, eller nogen struktur”, fortæller Lone fra Curved.

På Raketvækst, hvor hun både sparrede med andre ejerledere og fik hjælp af udviklingskonsulenter til at lægge en strategi for sin virksomhed, blev det klart for hende, at hun skulle skabe tid til at udvikle idéer og skabe nye tiltag i Curved.

Nye tiltag giver boblende fornemmelse

”Jeg var ved at løbe tør for energi, for jeg stod for alle opgaver selv og arbejdede fra kl. 6 til 22 hver dag. Nu går jeg hjem kl. 16, jeg er taget ud af skemaet og indgår ikke i bemandingen på lageret eller i butikken. Jeg har en boblende fornemmelse inden i over alle de nye, spændende ting, jeg har fået tid til at sætte i gang”, fortæller Lone.

Blandt dem er et større fokus på hjemmesiden, nyhedsbrev og online markedsføring, som en af de seks nye medarbejdere skal stå for.

Lone har fået hjælp til at ansætte en ny medarbejder, en såkaldt VækstpilotÅbner link i ny fane , der bliver ansat med tilskud til lønnen det første halve år, og har fået en medarbejder, der optimerer og moderniserer hele lageret. Det er slut med at skulle huske i hovedet, hvor de mange varenumre ligger.

Undervejs blev der lavet ændringer i regnskabsproceduren, så det fremover er muligt at trække og anvende data til at optimere strategier. Tre måneder efter Raketvækst ændrede Lone sin enmandsvirksomhed til et ApS.

Hun har desuden ansat en model, der blandt andet skal vise Curved-tøjet frem på Facebook Lives. Under Corona var netop disse lives en stor salgs-succes for Curved, men da pandemien sluttede, fik Lone for travlt i butikken og på lageret til den slags. Nu er de tilbage, fordi Lone har lyst til det. Og tid!

Fik nye øjne på Curved

”Jeg har nået meget på et halvt år, og det er 100 procent Raketvæksts fortjeneste. Jeg fik endevendt min virksomhed og fik professionel sparring og hjælp til at se min virksomhed med nye øjne. Det virker, det de laver. Jeg har nu en strategi fem år frem og ved, hvad jeg skal”, oplever Lone.

”Som købmand har jeg fuldstændig styr på mine produkter, mit vareudvalg og min målgruppe. Jeg har haft min virksomhed siden 1998. Min butik er den eneste på hele Sjælland og Fyn med så stort et udvalg i mærker og tøj inden for plus size mode. Men jeg manglede noget. Det kunne Raketvækst give mig”, fastslår Lone, som er beviset på, at det godt kan lykkes at skabe vækst inden for detail med den rette hjælp.

Lone Stavnskær Frandsen har hele vejen fået hjælp af Erhverv Lejre. Og både under og efter de tre dages Raketvækst-internat har hun fået tæt sparring af forretningsudvikler Nils Hall Torgersen fra Erhvervshus Sjælland.

”Han siger, jeg kan ringe til ham 24/7. Det har jeg nu ikke gjort, jeg har brugt ham meget, men jeg har holdt det inden for almindelig arbejdstid”, siger Lone med en humoristisk undertone, der hentyder til, at hun også selv har fået en mere normal arbejdstid.

”Nils er en stor, stor hjælp. Det var ham, der gav mig en deadline, da vi var på Raketvækst i marts. 1. maj skulle det være slut med, at jeg brugte min tid på at pakke ordrer. Vi skulle finde en løsning på det inden da, siger Lone, der efter skæringsdatoen har været en meget sjælden gæst ved pakkebordet. For opgaven lykkedes.

”Jeg har undervejs også arbejdet med mig selv. Jeg har fundet ud af, hvad mine kompetencer er og ikke er. Hvor er det, jeg har brug for hjælp, og hvordan bliver jeg bedre til at opsøge den hjælp. Jeg er jo også pludselig blevet leder for langt flere medarbejdere, og det er nyt for mig. Det har jeg også fået hjælp til at håndtere af Nils, der fortjener et kæmpe skulderklap for sin indsats”, siger Lone, der indrømmer, at hun nok ikke havde turdet tage springet til at få ansat personale, hvis hun ikke havde fået støtte og opbakning via Raketvækst.

Ikke længere ensomt at være ejerleder

Samværet og sparringen med de øvrige deltagere på Raketvækst har givet Lone et godt og brugbart netværk.

”Det kan være ensomt at være eneste ejerleder i en virksomhed. Selvom det på en måde føltes, som om man blottede både sig selv og sin virksomhed, var alle åbne og delte ærligt, hvad der gik godt og dårligt i deres virksomheder. Vi fik hjælp til at åbne op og blev trygge, fordi vi vidste, at vi talte i et lukket forum. Vi bruger stadig hinanden til at sparre med”, siger Lone.

Der bliver også fremover brug for sparring. For udviklingen af Curved er langt fra slut.

Salget af plus size mode til kvinder med kurver hos Curved deltager i virksomhedsprogrammet SMV:PROÅbner link i ny fane , hvor Lone Stavnskær Frandsen de kommende tre år får hjælp til at udvikle forretningen yderligere. 

Indhold er hentet

Om Curved

Curved sælger tøj til kvinder med kurver samt plus size mode fra en webshop samt en fysisk butik, der ligger lidt gemt væk fra hovedvejen i Osted i Lejre Kommune.

Her har butikken ligget i 15 år.

Curved er i dag et ApS, der er ejet af Lone Stavnskær Frandsen. Hun åbnede sin virksomhed i 1998 og solgte dengang børnetøj fra 1. salen i sit hjem. Senere baserede virksomheden sig på homeparties, indtil Lone så et stort behov blandt kurvede kvinder for at kunne købe plus size modetøj.

Læs mere om CurvedÅbner link i ny fane

Om Raketvækst

Raketvækst er et tredages internat, hvor du ser din virksomhed med nye øjne og arbejder

helt praktisk med, hvordan du får gang i forretningen.

Efter internatet har du en målsætning for din virksomhed med hjem.

Du er klar til at nå din målsætning, for du har også udarbejdet en handlingsplan, så du ved, hvad der skal gøres. Du er også klar til at eksekvere, fordi du ved hvordan.

Du vil undervejs blive udfordret, få nye idéer og blive bakket op i at få dem til at ske.

Se mere om Raketvækst

Om Erhvervshuset

Erhvervshus Sjælland hjælper hvert år over 2000 iværksættere og små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland med uvildig, fortrolig og gratis sparring til, hvordan de kan udvikle og styrke deres forretning.

Erhvervshusets forretningsudviklere tager en 360 graders gennemgang af virksomheden og afdækker behov og udviklingspotentialer, fx indenfor grøn omstilling, digitalisering eller internationalisering, finansiering, ledelse, salg og markedsføring.

Erhvervshus Sjælland er et af seks erhvervshuse, der er sat i verden for regionalt at skabe erhvervsudvikling og derved understøtte den regionale vækst.

Se mere om vores tilbud for virksomheder

Støttet af: