Få hjælp til dit ejerskifte

Et vellykket ejerskifte kræver meget af dig som ejerleder både praktisk og personligt. Heldigvis kan dit Erhvervshus hjælpe i alle faser af ejerskiftet.

ejerskifte-med-tekst

Både du og din virksomhed skal godt videre, når tiden er moden til et ejerskifte. Men hvor skal den nye køber komme fra? Hvad er virksomheden værd, og hvordan gør man virksomheden klar til et ejerskifte?

Mange ejerledere har brug for sparring og rådgivning for at gennemføre et vellykket ejerskifte, og et ejerskifte kan virke kompliceret, inden man kommer godt i gang. Derfor åbner Erhvervshusene nu for en ejerskifteindsats, der skal hjælpe ejerledere med at gennemføre et godt ejerskifte.

Det bedste råd: Gå tidligt i gang!

Det allerbedste råd, man kan give en ejerleder er: Gå tidligt i gang med at forberede ejerskiftet! Rådet kommer fra ejerlederrådgiver Karsten Andersen, der selv har været ejerleder og har rådgivet en lang række virksomheder om netop ejerskiftet. Han er en del af den nye indsats.

”Måske er det dit livsværk, du skal sælge. Måske et fælles projekt for familien, og så kan det være svært at forestille sig, at virksomheden en dag skal sælges. Men hvis både du selv og virksomheden skal godt videre, så gælder det om at komme tidligt i gang”, siger Karsten Andersen.

Ejerskifteindsatsen er en del af projekt smv PRO, som de seks Erhvervshuse gennemfører for at hjælpe små og mellemstore virksomheder. Hensigten med smv PRO er at skabe udvikling i virksomhederne, og Ejerskifteindsatsen sigter mod at give både ejerlederen og virksomheden mulighed for at komme godt videre.

Hvad er virksomheden værd?

Et ejerskifte indebærer, at virksomheden overdrages til en ny ejer, og den nye ejer af virksomheden vil meget gerne have det fulde overblik over virksomheden. Derfor er det en idé, hvis du i god tid starter med at nedskrive de vigtige ting om din virksomhed.

”Ved nogle ejerskifter ser man, at virksomheden ikke kan sælges for det, ejeren håbede på. Det kan skyldes, at ejeren overvurderer værdien. Men det kan lige så godt skyldes, at ejeren ikke har dokumenteret virksomhedens reelle værdi over for køberen”, siger Karsten Andersen. Han understreger dog, at det er individuelt, hvad der skal til af sparring og rådgivning for at gennemføre et godt ejerskifte.

Få op til 100.000 kr. til køb af rådgivning

For nogle ejerledere er udfordringen at finde den rigtige køber til virksomheden. For andre er det at finde de rigtige rådgivere til selve ejerskifteprocessen, og for atter andre handler det om at blive afklaret om deres egen fremtid, når de har solgt virksomheden.

Derfor kan dit Erhvervshus og smv PRO hjælpe med alle faser af et ejerskifte lige fra de indledende overvejelser og gennem hele processen. Samtidig kan du via smv PRO få op til 100.000 kr. til indkøb af professionel rådgivning i ejerskifteprocessen.

Er du klar til at ejerskifte?

Tre ting, du kan spørge dig selv om for at se, om du er klar til et ejerskifte:

  1. Hvad er den største udfordring?
  2. Hvem kan hjælpe dig med klargøring?
  3. Hvor finder du den rette til at overtage virksomheden?

Kontakt dit Erhvervshus, og hør om dine muligheder for at få sparring og privat rådgivning til dit ejerskifte.

Sidst opdateret: 11.01.2021