Indhold er hentet
Fødevaremesse blev et globalt springbræt for dansk startup
Forskerne bag BioLean har ved hjælp af kunstig intelligens lettet en række processer og arbejdsgange hos flere danske biotekvirksomheder. Årets ACHEMA-messe i Frankfurt kan vise sig at blive det første skridt ind på det globale marked.
BioLean har udviklet systemer til produktionsoptimering i biotek-industrien med hjælp af kunstig intelligens. På ACHEMA-messen viste Maciej Korzepa (tv) og Laurent Vermue, Co-Founder og CEO i BioLean, virksomhedens kunnen frem og havde samtaler med både høj og lav indenfor industrien. Foto: BioLean
Indhold er hentet
ACHEMA er den største messe inden for vores industri, og vi fik lynhurtigt adgang til verdens største virksomheder, som det normalt kan være kringlet at komme i kontakt med. Pludselig står du der og taler med en af giganterne inden for biotek, face to face, uden at have koordineret noget som helst
ACHEMA-messen 2022 samlede i slutningen af august mere end 2200 procesindustrielle virksomheder fra 50 lande i Frankfurt am Main. Blandt dem var den danske startup, BioLean, der udvikler kunstig intelligens-løsninger til procesindustrien.
”En messe i den størrelsesorden giver adgang til et kæmpe netværk inden for procesindustrien. Du møder potentielle samarbejdspartnere og kunder, når de er allermest åbne for at finde inspiration og opdage noget nyt. Derfor opstår der nogle helt andre dynamikker, end det er tilfældet med planlagte møder, online eller offline. Det er et helt anderledes mindset, du kommer med,” siger Laurent Vermue, Co-Founder og CEO i BioLean.
Kunstig intelligens effektiviserer og skaber trivsel
BioLean har udviklet en teknologi, der ved hjælp af kunstig intelligens og visualisering bidrager til at effektivisere og optimere en række processer hos biotekvirksomhederne. Fordi råvarer og bakterier er en dynamisk størrelse, kan processerne variere fra dag til dag. Det stiller krav til opsyn og planlægning for de operatører, der arbejder på fabrikkerne.
Med BioLeans kunstige intelligens forudser teknologien, hvordan eksempelvis en fermenteringsproces udvikler sig. Softwaren sender real time informationer videre til operatøren, som dermed kan effektivisere processen og arbejdsgangene på en række punkter.
”Med traditionel teknologi er det svært for en operatør at planlægge arbejdsdagen, fordi du hele tiden skal holde øje med udviklingen i eksempelvis biomassen. Ud over at effektivisere produktionen og mindske ressourcespild aflaster den kunstige intelligens altså operatøren for en del drift og overvågning, der giver plads til andre og mere givende opgaver,” forklarer Laurent Vermue.
Du møder potentielle samarbejdspartnere og kunder, når de er allermest åbne for at finde inspiration og opdage noget nyt. Derfor opstår der nogle helt andre dynamikker, end det er tilfældet med planlagte møder, online eller offline
Adgangsbillet til det globale biotekmarked
BioLeans kunder tæller flere af de store danske biotekvirksomheder. Med en fod inden for på det danske marked allierede BioLean sig med Bio Change Zealand, et sparrings- og udviklingsforløb under Erhvervshus Sjælland.
”Vi er eksperter inden for maskinlæring og software, men vi havde ingen erfaring med markedsudvikling og marketing, og vi var uerfarne i forhold til at række ud til nye internationale kunder. For at få en bedre forståelse og rådgivning omkring potentielle kunder og markeder tog vi fat i Bio Change Zealand. Det gav os ny viden og åbnede døren til et nyt netværk. Samtidig blev vi inspireret til at tage på messe,” fortæller han.
Sammen med en gruppe andre startups fra branchen deltog BioLean på årets ACHEMA-messe. Turen til Frankfurt kan meget vel vise sig at blive virksomhedens adgangsbillet til det globale biotekmarked.
”Det giver god mening at alliere sig med en gruppe andre virksomheder. Vi har alle det til fælles, at vi er startups inden for biotek, men vi er ikke konkurrenter. Vi komplimenterer derimod hinanden,” siger han.
”Har du kun et produkt, er det måske mindre interessant at kigge ind på standen, hvis du ikke lige er på udkig efter en specifik løsning, men med 10 virksomheder er det lettere at lokke besøgende til. Som fysikere, ingeniører og biokemikere er vi ikke salgsfolk af natur – derfor var det også guld værd, at vi havde to forretningsudviklere fra Bio Change Zealand med, som hjalp med at trække besøgende indenfor.”
Når du mødes på den måde, virker det meget mere naturligt og uformelt... Det kan blive til spændende samtaler ... og så kan det selvfølgelig øge muligheden for nye forretningsaftaler og eksporteventyr
På en messe er samtalen mere ligetil - og at have en stand sammen med andre virksomheder, gør det nemmere at trække besøgende ind, fortæller BioLeans CEO, Laurent Vermue. Foto: BioLean
Indhold er hentet
På hjemmebane i Frankfurt
Når du som Laurent Vermue arbejder med biotek og maskinlæring, er det ikke alle du møder i hverdagen, der kan snakke med om kunstig intelligens og bioteknologi. Derfor er der en klar fordel i at deltage i en messe som ACHEMA, hvor de største interessenter inden for industrien samles, og hvor nye opfindelser får en plads i rampelyset.
”ACHEMA er den største messe inden for vores industri, og vi fik lynhurtigt adgang til verdens største virksomheder, som det normalt kan være kringlet at komme i kontakt med. Pludselig står du der og taler med en af giganterne inden for biotek, face to face, uden at have koordineret noget som helst,” siger han og tilføjer:
”Når du mødes på den måde, virker det meget mere naturligt og uformelt. Du taler dig lynhurtigt ind i detaljerne, viser produktet frem og videndeler på kryds og tværs. Det kan blive til spændende samtaler og give helt nye indblik i kundernes behov, og så kan det selvfølgelig øge muligheden for nye forretningsaftaler og eksporteventyr.”
Vi har fået et langt bedre indblik i, hvad folk i branchen interesserer sig for. Samtidig har vi også fået en ny forståelse af vores egen kommunikation og hvordan vi kan tilpasse et pitch
Nye leads og ny læring
Ifølge Laurent Vermue er der tre ting, der er altafgørende for, at en messe bliver en succes. Først og fremmest skal tingene fungere, både teknisk og logistisk. For det andet skal den indbyde til netværk. For det tredje skal den kunne tiltrække de rigtige kunder og segmenter. ACHEMA har leveret på alle områder, slår han fast.
Med i bagagen har Laurent Vermue en masse visitkort, som han efterfølgende har fulgt op på. Men han har også dannet nye relationer og har fået nye øjne på virksomheden.
”Vi har fået et langt bedre indblik i, hvad folk i branchen interesserer sig for. Samtidig har vi også fået en ny forståelse af vores egen kommunikation og hvordan vi kan tilpasse et pitch, så vi taler i øjenhøjde til de kunder, vi står over for. På den måde har det været en lærerig rejse,” slutter han.
BioLean - Lean produktion i procesindustrier
BioLean er en sjællandsk virksomhed, der beskæftiger sig med kunstig intelligens til at produktionsoptimering. BioLean deltager i EU-projektet Bio Change Zealand og har tidligere fået sparring til deres opstart gennem projektet Bio Scale.
Støttet af: