Er det nødvendigt?
Man skal huske, at man faktisk kan købe mange ydelser ude i byen. Hvis man er overbebyrdet, så er det altid værd at overveje operationelle eller strategiske samarbejdspartnere.
Måske kan man endda skære en funktion helt fra. Et oplagt sted at starte er f.eks. at outsource ens bogføring. Den slags vil give iværksætteren selv tid til at fokusere på hans eller hendes kerneopgave – hvilket ofte også udgør iværksætterens værdiskabende spidskompetence.
Derudover skal man overveje, om man reelt har brug for fuldtidshjælp. Hvis ikke, så er det oplagt at se på mulighederne for freelance-assistance. Freelancere er selvfølgelig dyrere at benytte sig af, men de kan omvendt udgøre en besparelse, hvis man i perioder ikke har nok arbejde til en fastansat.
Hvem skal man vælge?
Ens ansatte er mennesker, og alle mennesker er forskellige. Der er mange indstillinger til, hvad man som medarbejder skal præstere og leve op til, og det skal man være bevidst om, når man overvejer at hyre assistance. Ikke alle andre vil have den samme indstilling til arbejde, som en selv.
Derfor skal man være grundig i processen – specielt når det handler om ansat nummer ét. Man skal ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest. Ansættelse med offentligt støtte er en mulighed, men man skal stille sig selv spørgsmålene: Kan medarbejderen virkelig gøre det, jeg efterspørger? Er den erfarne og dyre specialist faktisk en bedre deal?
Pointen er, at man skal være afklaret med hensyn til, om man vil ansætte – og i så fald om, hvem man vil ansætte. Faldgruberne er mange, men det er fordelene også, hvis man gør det rigtigt og på det rigtige tidspunkt. Det kan ikke bare være afgørende for virksomhedens drift – det kan også udvikle den i nye, spændende retninger.