“I min karriere er AI det mest omfangsrige, der er sket. Og jeg var altså med til at løbe internettet i gang i virksomhederne i sin tid. Men det her er større”. Sådan beskriver forretningsudvikler Anette Høgh Sonnichsen den uophørlige strøm af AI, der rammer virksomheder i hele verden lige nu. Hun mener, at alle virksomheder bør kigge ind i AI og de muligheder, det skaber.
Anette Høgh Sonnichsen oplever, at selvom interessen for implementering af AI er stor, har mange virksomheder svært ved at navigere i mulighederne og se, hvad de helt konkret kan bruge AI til. Hertil kan Anette Høgh Sonnichsen komme med et klart og simpelt svar: “AI hjælper dig med at ramme rigtigere, hurtigere og mere effektivt".
Anette Høgh Sonnichsen mener, at AI er relevant for alle, men hvordan en virksomhed helt konkret kan bruge AI afhænger af den specifikke virksomhed. Fælles for alle virksomheder er dog, at de skal have data til rådighed, som AI kan arbejde med.
AI kan optimere produktionen
"En produktionsvirksomhed vil for eksempel kunne få hjælp af AI til at optimere produktionen ved at bruge data. Det kan for eksempel være data om temperaturen eller kraften i et slag”, forklarer Anette Høgh Sonnichsen.
Hun fortæller, at mange virksomheder allerede har alle de data liggende, men hun oplever ofte, at virksomhederne ikke bruger disse data i det omfang, det er muligt. Netop her kan AI være en kæmpe hjælp og gøre en mærkbar forskel.
“AI vil på baggrund af data kunne hjælpe dig med fx at forudse, hvornår der skal sættes ind med et serviceeftersyn, eller hvornår et element i maskineriet skal udskiftes”, uddyber Anette Høgh Sonnichsen og fortsætter:
“AI kan også hjælpe med at kvalitetssikre. Hvis AI bliver fodret med billeder af, hvordan et givent produkt skal se ud, vil det kunne fortælle dig, når et færdigt produkt afviger fra normen”.