Få del i puljen
Da virksomheden rykkede til Solrød manglede de den sparringspartner, de hidtil havde haft i Holbæk Erhvervsforum. Ved et infomøde for butikker og erhvervsdrivende i Solrød Center blev Theresa Bosse Jensen imidlertid introduceret til Erhvervshus Sjælland og Solrød Erhvervsservice, der i første omgang tilbød de fremmødte et gratis videokursus.
”Det var et rigtig godt kursus, hvor jeg fik flere nyttige tricks til at lave bedre videocontent. Efterfølgende tog jeg en snak med en konsulent fra Erhvervshuset, der hjalp mig til at forstå, hvad vi havde brug for, og jeg fik ved samme lejlighed præsenteret mulighederne for søge puljer og deltage i kurser, webinarer og workshops,” fortæller Theresa Bosse Jensen, der efterfølgende har deltaget i et digitaliseringskursus gennem Solrød Erhvervsservice.
Som et led i at bygge en stærk digital forretning har de to ejere solgt 10% af virksomheden til en tidligere samarbejdspartner og softwareudvikler, der har optimeret en række bagvedliggende processer, herunder automatisering af lagersystemet, som har skabt en mere effektiv arbejdsgang på lageret.
Næste skridt er optimering af brugeroplevelsen – et udviklingsprojekt, som virksomheden allerede har fået tilskud til i form af fondsmidler fra EU. Dernæst rettes fokus mod social media-indsatsen, hvor virksomheden forventer at søge tilskud til udvikling af strategi og indhold på de forskellige sociale platforme.
Et community bygget på inspiration og motivation
Den digitale indsats er ikke kun en teknisk upgrade. Indsatsen skal også bidrage til en bedre brugeroplevelse og et stærkere univers, der forener produkt, inspiration og rådgivning på tværs af digitale og sociale platforme.
”Vi ser os selv som kvinders kreative sparringspartner. Et univers hvor du kan blive inspireret, lære noget og købe de produkter, du skal bruge til din neglekunst. Jeg synes, vi har formået at skabe et community, hvor vi hylder vores brugere, og hvor vi gør noget ekstra ud af god og realistisk rådgivning og kundeservice. Det skal vi bygge videre på med flere tutorials og mere inspiration,” siger hun.
Da restriktioner og nedlukninger ramte Danmark med coronapandemien, kom der mange forespørgsler på digitale kurser. Det har resulteret i, at alle basiskurser i dag foregår online.
”Selv om kurserne foregår online, oplever vi et sammenhold, hvor kursisterne er gode til at hjælpe og rådgive hinanden i deres respektive grupper. Det bakker op om det brand og community, vi gerne vil være – hvor vi motiverer hinanden og hylder neglekunstneren såvel som nybegynderen.”
Fra Danmark til…
Kandii er for nylig trådt ind på det svenske marked, og drømmen er at skalere virksomheden med webshops i flere andre lande.
”Jeg har en drøm om, at Kandii kommer længere ud med webshops i andre europæiske lande og måske med vores egen produktion i Portugal. Skal jeg drømme rigtig stort, vil jeg også gerne ind på det amerikanske marked,” siger Theresa Bosse Jensen og slutter:
”Det, vi skal vinde markedsandele på, er produkternes kvalitet og vores kundeservice. For der kan vi noget, de andre ikke kan.”